Er du kommet i en situation, hvor du har modtaget et påkrav med trussel om ophævelse eller en opsigelse af dit lejemål eller endda et brev fra Fogedretten, alt sammen på grund af manglende betaling af leje, a conto varme, vand eller el, så fortvivl ikke og kontakt en lejeretsekspert. Det har meget stor betydning, og ofte betyder det forskellen på, om du beholder din bolig eller ej, at advokaten har stor erfaring med at føre sager om ophævelse og opsigelse, idet det er meget sjældent, at der ikke er noget at gøre!
Senest har lejeretExperten afværget en Lejeres udsættelse af sit lejemål på trods af, at Lejer ikke havde betalt leje i mere end 2,5 år og skyldte mere end kr. 152.000. Fogedretten på Frederiksbergs kendelse, som blev stadfæstet af Østre Landsret lød således: ”Påkravsskrivelsen og det særligt det vedlagte kontokort og den med påkravet opsamlende tabel over den skyldige leje, opfylder ikke specifikationskravene i LL § 182, stk. 2, og kan derfor ikke fremmes. Den omstændighed, at der under sagen er fremlagt et samlet kontokort for hele lejeperioden, der viser, at Lejeren ikke siden den 8. oktober 2021 har overført penge til Udlejer, kan ikke føre til andet resultat, idet det afgørende er, hvad lejer modtog i forbindelse med påkravsskrivelsen”. Oversat betyder kendelsen, at når påkravet ikke opfylder reglerne til specifikation eller på anden måde, er det helt ligegyldigt hvor stort et beløb, der skyldes i lejeforholdet!
Det er en velkendt og oftest forekommende problemstilling, at en lejer, der ikke betaler den i kontrakten anførte leje, modtager et påkrav med trussel om ophævelse, hvis ikke betaling sker enten efter 14 dage i boligforhold eller 3 dage for så vidt angår erhvervsforhold. Betydningen af dette påkravs udformning er for praktikere ganske klar og afgørende i lejeforhold, idet et korrekt udformet påkrav kan give mulighed for straks at ophæve et lejeforhold, hvorimod den mindste fodfejl helt ned til få kroner eller en meningsforstyrrende udformning eller forglemmelse eller skrivefejl kan betyde ugyldighed, og en ikke blot tabt mulighed for at ophæve et lejeforhold, men tillige en økonomisk bet iform af oftest store sags- og advokatomkostninger.
LejeretExperten har stor erfaring med at hjælpe lejere med at undgå at blive udsat, ophævet eller opsagt af deres lejemål, herunder at vurdere, dels om udlejers fremsendte påkrav/ophævelse er gyldige, dels om udlejer i øvrigt måtte være berettiget til at gennemføre sit ønske om ophævelse/opsigelse i overensstemmelse med lejelovens eller erhvervslejelovens regler. LejeretExpertens advokat har i den forbindelse forfattet flere artikler offentliggjort på de sociale medier, eksempelvis 1, der vedrører et forkert beregnet påkravsgebyr og 2. vedrørende spørgsmålet om et rekommanderet brev eller en afleveringsattest, som ikke bevisligt var kommet frem.
Retshjælp/fri proces
Ved igangværende sager, som verserer i Huslejenævnet, Boligretten, Landsretten samt Fogedretten forudsætter retshjælpsdækning, at du har en forsikring med retshjælp, hvilket betyder, at du blot skal betale din selvrisiko på sædvanligvis 2.500-3.000 kr. eller 10 % af det salær, som forsikringsselskabet tilkender advokaten for sit arbejde. Huslejenævnssager vil i få tilfælde koste mere end selvrisikoen på kr. 2.500-3.000 og Boligretssager vil ganske sjældent føre til, at der opkræves mere end kr. 10.000 inkl. moms i selvrisiko for sagens førelse. Ved tvister, der endnu ikke verserer for Huslejenævn eller Boligret, er det ligeledes muligt at få retshjælp, såfremt advokaten indbringer sagen og forsikringsselskabet godkender sagen som værd at føre. Advokatens indledende arbejde, der ikke vedrører en indbragt sag for enten Husleje/Ankenævn, fogedret eller Boligretten vil dog ikke være dækket af retshjælpforsikringen. For at opnå retshjælp er det altid en forudsætning at forsikringsselskabet godkender din sag på baggrund af advokatens ansøgning.
Fri proces
Du vil ligeledes kunne søge om fri proces, såfremt din sag verserer for Boligretten, Fogedretten eller Landsretten. Der kan ikke gives fri proces til personer, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen, jf. retsplejelovens § 325. Dog kan personer, der har retshjælpsdækning og samtidig er berettiget til fri proces, slippe for at betale retshjælpsforsikringens selvrisiko.
Beløbsgrænserne for Fri Proces pr. 1. januar 2024 er således følgende: Enlige ansøgere 371.000 kr. Ansøgere i ægteskab eller andet samlivsforhold 471.000 kr. Beløbet forhøjes yderligere for hvert hjemmeboende barn under 18 år er 64.000 kr. Kilde: www.civilstyrelsen.dk